• Frank Furedi
  • Frank Furedi
  • Sociologist, commentator and author
Article

Jihadister indtager de sociale medier

»Vi er begyndt at se flere støtter af Dawlat Al Islam (IS, red.) her i Århus. Kalifatet får mere og mere opbakning. Glæd jer, brødre! Snart vil vores familier lave hijra (emigration, red.).«

Sådan skriver en dansk Facebookbruger på sin profil om et af de adskillige navne for terrorgruppen Islamisk Stat, også kendt som ISIS og ISIL eller blot IS, som i øjeblikket kæmper i Syrien og Irak mod både USA, de nationale regeringer og andre oprørsgrupper. Danskeren er en del af det netværk, der spreder IS’ propaganda i de danske islamistiske miljøer. På Facebook er der hundredevis af danske profiler, der som hans åbent erklærer sympati for IS og aktivt forsøger at videreformidle gruppens ideologi.

Mens danskere med rødder i Irak og Syrien sørger over volden i deres familiers hjemlande, ser nogle mennesker omkring de islamistiske grupperinger i Danmark nemlig anderledes på begivenhederne. For dem er IS hellige krigere på en guddommelig mission for at oprette en imperialistisk, muslimsk stat baseret på sharialov – det såkaldte kalifat.

På trods af mediers og menneskerettighedsorganisationers løbende rapporter om IS’s brutale fremfærd har de alligevel stor opbakning på de sociale medier, som bevægelsens egne medlemmer benytter meget aktivt. Det er næppe før i historien set, at terrorister med kameraer og mobiltelefoner i så stort et omfang selv rapporterer live fra brændpunkterne. IS har forstået, hvordan den når ud til sit publikum – utilpassede unge mænd. Den britiske terrorforsker Roger Griffin har endda udtalt til det russiske medie RT, at dens målrettede og sofistikerede propaganda har »gjort jihad sexy«.

I januar 2013 udgav Congressional Research Service i USA en rapport om radikalisering, som tog udgangspunkt i casestudier af amerikanere med somaliske og pakistanske rødder, der var taget til Syrien for at gå i krig. Her nævnes, at terrorgrupper rekrutterer i den vestlige verden ved brug af ’jihadi cool’: glorificering af hellig krig med virkemidler taget fra vestlig popkultur såsom rapmusik om jihad, internetsatire og referencer til voldelige computerspil og actionfilm.

Propagandaen har haft stor gennemslagskraft hos mange af de unge vesterlændinge, der er modtagelige for radikale, islamistiske budskaber. De unge mænd, der spreder IS-propaganda på nettet og stolt erklærer sig selv som tilhængere af terrorgruppen, er af journalisten Sheera Frenkel ved mediet Buzzfeed blevet døbt »ISIS fanboys«.

Tendensen til, at unge mennesker får sympati for IS, bekymrer også folk i det dansk-muslimske miljø, hvor imamen Fatih Alev fra København i sidste uge advarede mod tendensen på sin Facebookprofil.

»ISIS er sunnimuslimernes nazier (nej, de er ikke sunnier, men opfattes desværre sådan). Det kan ikke understreges nok. Der er desværre en del naive muslimer, der desværre er blevet udsat for propaganda og har fået sympatier for denne vildfarne sekt. Hermed en opfordring: Ser du nogen, der synligt viser sympati for ISIS i deres Facebookprofil, så fjern vedkommende fra din venneliste og skriv til vedkommende, at I kan blive venner igen når han/hun vender tilbage til et islamisk livssyn, der ikke er defineret af menneskeslagtere,« skrev Fatih Alev.

Bogstavtro fortolkning af koranen

Flere dansk-irakiske organisationer og borgere er også bekymret over antallet af IS-fans. En af de bekymrede danskere med irakiske rødder er Rias H. Al-Ajba, som er kandidatstuderende på CBS. Rias og andre unge irakere stiftede i forbindelse med IS’s fremmarch i Irak gruppen Det Irakiske Koordineringsudvalg, hvor de sammen forsøger at gendrive den propaganda, som IS og deres sympatisører sender i omløb. Om dette siger Rias:

»Jeg har forsøgt at debattere med dem på nettet, men også ansigt til ansigt. Jeg har også forsøgt at tale med folk, der var på vej til Syrien for at tilslutte sig IS. Men det er svært at trænge igennem til dem, fordi de tilhører en bestemt islamisk sekt, hvor man forholder sig meget bogstavtro til en specifik fortolkning af Koranen. Normalt kalder man dem salafister eller wahabister, som er en sekt i sunni-islam, men vi kalder dem ’takfiri-muslimer’ – det er muslimer, der forsøger at ekskludere andre muslimske trosretninger.«

Rias har fulgt IS og dens rekrutteringsmetoder og opbakning på de sociale medier, siden fænomenet begyndte at opstå, da Assad-styret i Syrien for alvor begyndte at bekæmpe de moderate oprørere.

»Jeg har aldrig set noget lignende. Mange salafistiske grupper på Facebook opstod i forbindelse med konflikten i Syrien. På disse sider blev konflikten præsenteret således, at Assad bevidst sørgede for at begå forfærdelige handlinger specifikt mod sunnimuslimer. De forsøgte at fremstille konflikten som en sekterisk krig mellem sunni- og shiamuslimer,« siger Rias.

Ved på denne måde at appellere til danske sunnimuslimers følelser fik de salafistiske kræfter i Danmark i første omgang nogle til at engagere sig i konflikten i Syrien. Men da IS i juni erklærede, at bevægelsen havde oprettet et kalifat i Irak og Syrien, fik den et nyt boost på internettet.

»De, der spreder propaganda for IS, bruger tanken om at genetablere et kalifat til at glorificere den islamiske fortid, som de mener, man skal vende tilbage til. De pointerer, at muslimer i mange lande er udsat for krig og konflikt. Deres argument er, at muslimer derfor har brug for et kalifat, som kan beskytte alle muslimer,« siger Rias.

Mange af de danske IS-sider videreformidler nyheder, videoer og anden propaganda. Der kommer også løbende opdateringer vedrørende danskere, der er døde i Syrien og Irak. Brugerne »synes godt om« billeder og videoklip af de afdøde, der hyppigt bliver delt på disse sider og profiler. Der er også sider, hvor der bliver solgt kopier af IS’ jihadflag, samt IS-T-shirts og -klistermærker.

De islamistiske Facebookbrugere har et stærkt netværk, hvor de er indbyrdes venner og medlemmer af de samme grupper og sider. Nogle af disse grupper opfordrer til sekterisk vold, for eksempel gruppen Rafidah afsløret.

En ’rafidah’ er en shiamuslim. Det er et nedsættende ord, der betyder »fornægter«. I denne hadegruppe vendt mod shiamuslimer deles der blandt andet videoklip af IS-terrorister, der foretager massehenrettelser af shiamuslimer, hvorefter soldaterne sparker til ligene. Ifølge gruppen er shiamuslimer »værre end kristne og jøder«. 1.100 brugere synes godt om Rafidah afsløret. En bruger skriver:

»Alle shia skal dø de ik muslimer håber de alle brænder i helvede.«

Københavnske demonstranter truet

Helen Ali, 23 år og projektleder, er født i Irak og kom til Danmark i år 2000. Hun var i sidste måned initiativtager til en demonstration mod IS, der blev afholdt på Rådhuspladsen i København, hvor et par hundrede mennesker mødte op for at vise det irakiske folk støtte og protestere mod den vold, IS udøver. Demonstrationen var ikkepolitisk, og der var deltagere fra mange nationaliteter og mange trosretninger.

»Vi ville samle folk og snakke borger til borger om problemerne i Irak. Men da vi oprettede begivenheden på Facebook, havde vi problemer med IS-fans, der skrev mange meget truende beskeder til os og sagde, at vi ville blive straffet for at afholde demonstrationen. Vi har lagt mærke til, at mange af disse IS-fans har en tendens til at true alt og alle. Derfor kontaktede jeg politiet og bad dem holde øje med demonstrationen. Men ingen mødte op for at true mig eller andre,« fortæller hun.

Flere danske irakere holder øje med Facebooksider som den nu slettede ISIS Nyheder, hvor de mange fans af IS holdt sig ajour med terrorgruppens bedrifter i Irak og Syrien. Men der opstår konstant nye IS-grupper.

»Det er nærmest en internetkrig. Vi vil gerne have så mange af deres sider lukket ned som muligt, så det bliver sværere for dem at sprede deres propaganda,« siger Helen Ali.

Inden de danske irakere begyndte at rapportere om de danske IS-grupper, forsøgte de at gå i dialog med brugerne. Men det var svært at kommunikere med dem, forklarer Helen Ali.

»Mange forstår meget lidt af, hvad det handler om. Jeg så eksempelvis en pige skrive på Facebook, at Abu Bakr (IS’ leder, red.) er ’Iraks stolthed’ – og det er på trods af, at hun ikke har tørklæde på og går med masser af makeup,« siger hun og fortsætter:

»Uvidenheden kører i ring blandt disse salafister, og hadet får lov at sprede sig, når forvirrede unge uden rollemodeller lytter til imamer, der gør dem bange og fortæller dem, at Gud vil straffe dem, hvis de ikke går i krig for kalifatet.«

Petter Nesser, terrorekspert ved Forsvarets Forskningsinstitutt (FFI) i Norge, har forsket i rekruttering af europæiske jihadister. Han pointerer, at selv om nogle unge udtrykker sympati for IS, betyder det ikke nødvendigvis, at de er på vej til Irak eller Syrien for at føre hellig krig.

»Der kan være rigtig mange grunde til, at grupper af unge mennesker flirter med militante ideologier. Der kan i nogle tilfælde være tale om ungdomsoprør, generel frustration, en søgen efter spænding eller en form for voldsfascination og gangstermentalitet,« siger han og fortsætter:

»Men hvis man er eksponeret for propagandaen over længere tid og samtidig har forbindelser til de netværk, der rekrutterer, er risikoen øget i forhold til fysisk at blive en del af gruppen og i sidste ende tage til Syrien,« siger Petter Nesser.

Den britiske sociolog og forfatter Frank Furedi har brugt udtrykket ’jihad cool’ til at forklare, hvorfor unge mænd får sympati for IS. Han mener, at de vestlige IS-fans er en del af den samme politiske kultur, der udklækker etnisk-europæiske terrorgrupper som Baader-Meinhof og aktivistiske bevægelser som Occupy Wall Street og Greenpeace.

»Der er en substantiel gruppe, som, selv om den ikke tager til Irak eller Syrien, er frastødt af livet i den vestlige verden. Umiddelbart kan dens antipati forklares religiøst. Men historisk betragtet er disse grupperinger i samfundet endnu et eksempel på de netværk, der altid er opstået blandt dissidenter i den vestlige verden. Det nihilistiske og samfundsfjendske animus får desværre et militant udtryk i nogle ungdomskulturer såsom ’Jihad Cool’,« siger han om sin research.

Selv om der er langt fra hellig krig til aktivistisk kritik af finanskapitalen, mener Frank Furedi, at Occupy-aktivister og jihadister er to eksempler på grupper af rodløse unge mennesker, der leder efter identitet og mening – en mission – at hengive sig til. Det kan der være flere grunde til, mener han:

»På grund af politisk korrekthed og vores kulturelle usikkerhed har vi skabt et offentligt domæne, hvor alle de vigtige spørgsmål aldrig bliver adresseret. Hvis man spørger, hvad Danmark er for et land – og hvad vi forventer os af hinanden – kan man kun få klare svar fra højreekstremister eller jihadister. Vælger man ikke at lytte til ekstremerne, er man overladt til tomt bureaukrati uden noget fællesskab.«

Den opfattelse deler den canadiske terrorforsker Bill Durodié. Han har for nylig udgivet en publikationen til et større forskningsprojekt om kontraterrorisme, der er lavet til amerikanske efterretningstjenester. I publikationen kritiserer professoren, at den offentlige diskurs i vestlige medier ofte præsenterer vestlig kultur som moralsk anløben og uanstændig.

Hvis vi skal modvirke radikalisering, bliver vi nødt til at minde os selv og de potentielle jihadister om, hvorfor den vestlige livsstil er værd at bevare, lyder argumentet.

Om sin forskning siger Bill Durodié:

»Jeg stillede spørgsmålet: Hvor får disse individer deres ideer fra, hvad motiverer dem? Og vi sidder tilbage med et akavet svar. De er del af et negativt narrativ om vestlig kultur, som vi ofte selv er med til at udbrede. Vestlige kommentatorer i aviser og dagblade anklager os for at leve i en forbrugerkultur fuld af overfladiske shopaholics. Mit argument er: Disse mennesker reflekterer vores diskurser om os selv. Vi har kultiveret et dystopisk syn på samtiden, og ekstremisterne handler derefter. Det er i første omgang os selv, der siger, at Vesten er korrupt, degenereret, dekadent. Og så undrer vi os over, at nogle individer opfanger det narrativ og beslutter sig for at gøre noget ved det.«

Contact me

If you want to get in touch or keep updated with my activities, either email me, connect with me on LinkedIn or follow me on Twitter.